You are now visiting Danish Cultural Institute in India  See where else we work Created with Sketch.
EN
20 · 08 · 2019

Are you our next intern? (In Danish)

Praktik på Dansk Kulturinstitut i New Delhi

 

Vil du være med til at præge samarbejdet mellem Danmark og Indien og bo et semester i et af verdens største lande, der er i hastig udvikling og vækst? Så kom i praktik på Det Danske Kulturinstitut i New Delhi, hvor vi til foråret 2020 søger to dygtige praktikanter.

 

I din praktikperiode får du rig mulighed for at sætte dit eget præg på arbejdet med udveksling inden for kultur, kunst og videnskab mellem Danmark og Indien.

 

Vores arbejdsfokus retter sig mod fem overordnede temaer: ressourcer, byer og mennesker, identitet, uddannelse og demokrati. Du kan læse mere om emnerne på vores hjemmeside. Temaerne skal være med til at holde dørene åbne for en lang række spændende samfundsaktuelle tematikker, samt guide vores arbejde i retninger, der er særligt relevante for både Danmark og Indien.

 

Som praktikant bliver du del af lille energisk og dynamisk team der pt. består af projektleder Frederikke Bencke, projektleder Janne Meier og institutleder Thomas Sehested. I løbet af dit praktikforløb vil du opnå et enestående indblik og solid erfaring med projektudvikling og -gennemførelse, samt kommunikation og formidling på kulturområdet. En typisk arbejdsdag vil indeholde alt fra at bidrage til vores online indhold, deltage i spændende møder, udstillinger og festivaler til at planlægge og afvikle events. Derudover vil du hjælpe med at udforme formidlingstekster, lave research og fundraising.

 

En stor del af vores tematiske arbejde i 2020 handler om fejringen af 400-års jubilæet for etableringen af den danske handelsstation i Trankebar. Som praktikant vil du indgående arbejde med planlægning, formidling og afvikling af projekterne, der markerer jubilæumsåret.

 

Vi forestiller os, at du er i gang med at tage en videregående uddannelse i et spændende fag inden for humaniora, samfundsvidenskab eller et af de kreative fag. Vi opfordrer alle på tværs af uddannelsesmæssig baggrund at ansøge.

 

Vi leder efter praktikanter, der har interesse for kulturudvikling og -formidling. Kender du til indisk kultur og samfundsforhold er det en fordel, men ikke et krav. I din ansøgning må du meget gerne reflektere over vores fem arbejdsområder, og fortælle os, hvor du ser, at du kan bidrage.

 

Praktikstillingen forudsætter, at du er dansk statsborger og taler dansk på modersmålsniveau.

 

Praktikstillingen er ulønnet og løber over 5 måneder – i udgangspunktet fra primo februar 2020 til ultimo juni 2020. Vi tager gerne hensyn til individuelle studieordningskrav, og det er også muligt at fjernstudere et fag samtidig med praktikken. Praktikanter arrangerer selv visum og relevant forsikring, og de finder selv bolig. Instituttet formidler gerne boligkontakter.

 

Hvis du har spørgsmål, er du meget velkommen til at skrive til institutleder, Thomas Sehested, på ts@danishulture.in.

 

Ansøgningen, CV og evt. eksamensbevis og anbefalinger skal være os i hænde senest onsdag den 1. september 2019 og sendes til ts@danishculture.in. Vi regner med at afholde samtaler i begyndelsen af september 2019 i København.

 

Hvem er vi?

 

Dansk Kulturinstitut er en selvejende institution. Siden 1940 har vi været engageret i at skabe gensidig forståelse mellem mennesker. Vi tror på, at kunst og kultur er blandt Danmarks vigtigste råvarer. Vi arbejder for at skabe kendskab til og sympati for danske samfundsværdier.